Generalforsamling 6. marts 2025 kl. 19.30 i Vedbæk Stationsbygning

Referat fra ordinær generalforsamling med flg. dagsorden;

1. Valg af dirigent og referent

2. Bestyrelsens beretning

3. Forelæggelse og godkendelse af årsregnskab

4. Fastsættelse af kontingent

5. Valg af formand

6. Valg af mindst tre bestyrelsesmedlemmer (inkl. formand)

7. Valg af 1 bestyrelsessuppleant

8. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant

9. Indkomne forslag

10. Dialog omkring aktiviteter samt uddeling af Årets Frivilligpris

11. Eventuelt

Referat fra generalforsamlingen:

Til stede ved generalforsamlingen: De fire bestyrelsesmedlemmer Hans Henrik Goth (HH), Jens Kloppenborg-Skrumsager (JK), Rikke Blume-Dam (RB), Lars Wiskum (LW) samt ca. 70 medlemmer/deltagere. HH bød velkommen og fortalte kort om grundlaget for Foreningen

Vedbæk Kulturhus, hvornår den blev etableret for ca. 2 år siden samt om faciliteterne i stationsbygningen, som HH lejer af DSB og som bruges dels af Vedbæk Kulturhus primært på hverdage og dels udlejes af HH til fester, konferencer, m.m. i weekender.

Ad 1. Valg af dirigent og referent

HH foreslog kandidater til dirigent og referent. JK blev valgt som dirigent og LW blev valgt som referent – begge uden modkandidater. JK konstaterede at generalforsamling var rettidigt indkaldt og lovlig.

Ad 2. Bestyrelsens beretning

HH præsenterede den nuværende bestyrelse med JK, RB, LW og HH og gennemgik derefter beretning om det forløbne år 2024. (Jf. vedlagt beretning)

Der er afholdt ca. 35 arrangementer i 2024 – alle med fokus på temaerne liv i Vedbæk, fællesskab, musik/koncerter, talks og events. Flere af årets arrangementer har været udsolgt med ca. 160 deltagere.

HH gennemgik fokusområder og højdepunkter med vægt på følgende områder:

– Koncerter og musikaftener med god assistance fra Ninette til booking af gode musikere

– Talks med aktuelle navne indenfor politik, samfund, m.m. med kontakter og booking af JK

– Fællesspisninger kombineret med foredrag og underholdning

– Lokale events som opfølgning og samarbejde ved årets mærkedage som f.eks. kulturnat, Skt. Hans, m.m.

– Og andre aktiviteter og events, som blev introduceret og afviklet i løbet af året var bl.a. storskærmsfodbold, Funky Friday, Sundhedsdag, m.m.

Det har været vigtigt at afprøve nye muligheder og arrangementer og dermed også skabe nye kontakter og åbne døre – herunder også prøve aktiviteter for andre aldersgrupper end seniorer, som har været den primære deltagergruppe ved årets aktiviteter i stationsbygningen.

Der er løbende henover året sendt nyhedsmail til ca. 1100 personer.

Facebook følgere for kulturhuset er kommet op på ca. 1500 medlemmer.

Frivillige er et vigtigt grundlag for foreningens aktiviteter og er i dag oppe på en gruppe med 35 frivillige, hvor RB flot koordinerer de frivilliges indsatser til aktiviteterne. HH havde inviteret to af de meget aktive frivillige – Bente og Jette – til at sige lidt om de positive sider ved at være frivillig i kulturhuset. Bente og Jette gav eksempler fra året på positive oplevelser i forbindelse med at være frivillig og henviste til devisen – ”Hellere kaos – end Kedeligt.

HH præsenterede foreningens arbejde og mål for det kommende år (se vedlagte) herunder:

– forventning om10 nye ting

– nye aktiviteter

– kulturpartnere, som laver arrangementer sammen

– sætte gang i aktiviteter og arrangementer for ungdomssegmentet

– sund økonomi og økonomisk solid base med støtte fra a/sponsorater b/ fonde

– sikre og vedligeholde de gode rammer og faciliteter

– fokus på pr og reklame for kulturhuset

– og på et tidspunkt arbejde mod sammenlægning af leje- og kulturhusdel i bygningen

Der var ingen spørgsmål til formandens beretning. Den blev taget til efterretning

Ad 3. Forelæggelse og godkendelse af årsregnskab

RB præsenterede og gennemgik årets regnskab – og efterfølgende budget for 2025

(jf. vedhæftet)

Resultat viser et mindre underskud på kr. 36.710,- efter en samlet indtægt på kr.689.734,-

Budget for 2025 tager udgangspunkt i en forventet indtægt på kr. 1.000.000,- og et resultat på

kr. 5.300,-

JK takkede for fremlæggelse af regnskab og budget, som begge blev godkendt uden kommentarer.

Ad 4. Fastsættelse af kontingent

Forslag om fastholdelse af kontingent på kr. 200,- for 2025 blev vedtaget.

Ad 5. Valg af formand

HH blev genvalgt som formand uden modkandidater.

Ad 6. Valg af mindst tre bestyrelsesmedlemmer (inkl. formand)

Tre nuværende bestyrelsesmedlemmer JK, RB og LW blev genvalgt uden modkandidater.

Ad 7. Valg af 1 bestyrelsessuppleant

Nuværende bestyrelsessuppleant Gitte Rasmussen var villig til genvalg og blev valgt.

Ad 8. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant

Der var ligeledes genvalg til nuværende revisor og revisorsuppleant.

Ad 9. Indkomne forslag

Der var ikke kommet forslag til behandling eller yderligere drøftelse.

Ad 10. Dialog omkring aktiviteter samt uddeling af Årets Frivilligpris

HH satte atter fokus på de frivilliges store indsats og takkede samt opfordrede alle til at komme med ideer og forslag. Program for 2025 blev omdelt.

HH afslørede derefter at Jette, Lene og Bente som gruppe havde vundet Årets Frivilligpris og takkede dem samt overrakte diplomer.

Ad 11. Eventuelt

RB takkede de frivillige og informerede lidt om rammerne for de frivillige i kulturhuset.

Ingen yderligere punkter til drøftelse.

JK takkede for ordet og afsluttede hans hverv som dirigent for generalforsamlingen.

Deltagerne ved generalforsamlingen blev derefter budt på lidt at spise og drikke.